60+ introduktion

Brønderslev Tennisklub laver i samarbejde med Brønderslev Kommune også et hold introduktion til tennis for målgruppen 60+

 

 

Pressemeddelelse:

Seniorerne skal ud og svinge ketsjeren

De to tennisklubber i Brønderslev Kommune sætter i maj måned fuld fokus på at få flere seniorer i gang med tennis. Det betyder otte gratis introduktionstimer, hvor alle kan være med uanset niveau.

Som senior kan det være svært at starte til en ny sport, som man aldrig har prøvet før. Der er selvfølgelig noget med formen, men også den tekniske del, som kan være en udfordring, hvis man pludselig skal konkurrere mod nogle, som har dyrket idrætten halvdelen af deres liv. Men den barriere vil Dronninglund Tennis og Brøn-derslev Tennis Klub nu have nedbrudt – de inviterer alle kommunens seniorer til Voksenintroduktion 60+. Her er der gratis træning i fire gange to timer og en låne-ketsjer, som deltagerne får til eje, hvis de melder sig ind efterfølgende.

”Man kan spille tennis i alle aldre – nu om dage kan man starte med at spille med en blødere bold på nogle mindre baner, så man kan komme lettere i gang. Man kan lære det fra bunden, og så hører vi jo ude i byen, at vores forening er god til at tage mod nye medlemmer”, siger Karen Jørgensen, som er formand i Brønderslev Tennis Klub, hvor de i forvejen har cirka 30 medlemmer over 60 år.

Det hele bliver servet i gang til Tennissportens dag d. 5. maj, hvor alle kan komme ud og prøve sporten. De to tennisforeninger er de seneste nye partnerskabsfor-eninger med Bevæg dig for livet – Senior, som de kommende år skal få flere seni-orer i gang i idrætsforeningerne, og det er da også derfor, at de nu vil have flere spillere over 60 år til løbe langs de hvide linjer.

”Det er glædeligt, at vi gennem Bevæg dig for livet – Senior har kunnet samle kommunens to tennisklubber i en fælles indsats om, at få flere 60+ borgere i gang med at spille tennis. Det er et resultat af vores partnerskabsmodel, hvor klub og kommune i fællesskab løfter opgaven”, siger lokal projektleder for Bevæg dig for livet – Senior i Brønderslev Morten Borregaard Poulsen.

Udover tennis er der også fokus på andre sportsgrene som fx floorball og golf for seniorer i Brønderslev. Første gang med voksenintroduktion er d. 7. maj i Dronninglund og d. 9. maj i Brønderslev.

Fakta: Bevæg dig for livet:
Partnerskabet mellem DIF og DGI er det største i dansk idræt nogensinde. Det er støttet af Nordea-fonden og TrygFonden. Visionen er, at Danmark skal være den mest idrætsaktive nation i verden. I 2025 skal 50 procent af danskerne være aktive i en idrætsforening, og 75 procent skal være fysisk aktive.

Fakta: Senioridræt
Mere end 450.000 seniormedlemmer over 60 år dyrker idræt i foreningslivet. Men med et stigende antal ældre de kommende år er der et stort potentiale både for den enkelte og for samfundet, hvis indsatsen for regelmæssig motion styrkes. Tal fra Det Økonomiske Råd viser, at samfundet kan spare 12,5 milliarder i 2050 på en sund aldring.

Kontakt:
Morten Borregard Poulsen, Projektleder Bevæg dig for livet – Senior, tlf. 99454449
Karen Jørgensen, formand, Brønderslev Tennis Klub, tlf. 23430314
Karen Axen, formand, Dronninglund Tennis, tlf. 2299 3844

Kommende aktiviteter